top of page

De berømte og berygtede grydelapper

Vandregrydelapperne

 

Da jeg fik riffel i starten af 1996, fik jeg besked på, at jeg ikke fik lov til at skyde nogen dyr, før jeg havde skudt mindst 500 skud med min riffel. 

Det har fulgt mig lige siden, og jeg skyder rigtig mange skud hvert år, både på indskydningsbanerne, på elgbanerne og senest også i skydebiograferne både her i landet og i Sverige sammen med JAQT Skåne :-)

Før i tiden var det at skyde DJ’s mærkeskydning en vigtig del af træningen, man skulle først besvare 20 riffelrelevante spørgsmål, måtte så vidt jeg husker have max 4 fejl, og ved flere fejl kunne man ikke deltage i selve mærkskydningen.

Man var derfor nødt til at læse op på stoffet i jagttegnsundervisningsbogen, eller man kunne deltage i en hyggelig aften, som riffeludvalget i Tornved Jagtforening afholdt, hvor alle mulige spørgsmål blev gennemgået, inden man aflagde den teoretiske prøve.

Vi var rigtig mange til de aftener, og en af grundene var nok, at der var en buk til afskydning som lodtrækningsgevinst på indgangsbilletten.

 

Alle var selvfølgelig spændt på om de bestod den teoretiske del, men mest spænding var der, når lykkens gudinde (Solveig Mørtz) trak den heldige vinder op af hatten. Jeg tror Solveig og jeg var de eneste piger, der deltog i mærkeskydningen dengang.

Regionen afholdt en enkelt gang en riffelaften, hvor Solveig var så heldig at vinde en bukkejagt, men da det konsordie i Skjoldnæsholm skovene, hvor bukkepladsen var købt, hørte, at det var en kvindelig jæger, der havde vundet, fik hun besked på, at hun ikke måtte sætte sine ben i jagthytten, hun måtte ta et telt med, hvis hun ville overnatte dernede inden jagten. Se sådan var det dengang, da vi ikke var så mange piger, der gik på jagt ;-) 

Heldigvis besluttede regionen at droppe bukkejagten i det konsordie, og Solveig fik lov til at skyde en buk et andet sted.

 

Niels og jeg var med hvert år fra 1996 til Tornved Jagtforenings hyggelige riffelteori aftener, frem til de sluttede i begyndelsen af det 20. århundrede, og i år 2000 var navnet der blev råbt op Niels Reutzer (min søde mand). Jeg var utrolig glad på hans vegne, men der kom et lille skår i glæden, da sidegevinsterne det år blev meddelt, og jeg havde vundet et sæt filtede grydelapper som forestillede hhv en fasan og en hare. Behøver jeg sige, det var til stor moro for de tilstedeværende mænd.

 

Man skal jo være glad for det man får, meeeeen jeg tænkte lige på, hvad jeg dog skulle bruge de grydelapper til. Vi diskuterede det i tovholdergruppen, og blev enige om, at det ville være på sin plads, hvis Niels fik dem, og vi besluttede, at til årets rystesammenaften (den første af slagsen) skulle han have dem udleveret, fordi han siden Team Tøs startede, havde været primus motor for de instruktører i HGJ, som stilled sig til rådighed for pigerne, når vi var på skydebanen. 

Niels og Claus Christiansen (ViperFlex) skulle underholde os til Rystesammenaftenen, og Claus havde klædt sig ud som en pige ved navn Gurli Svendsen med paryk og nederdel, og udstyret med et kosteskaft skulle Niels undervise ham i haglskydningens svære kunst. Vi der var til stede dengang glemmer vist aldrig den aften, I kan se billedet af alle deltagere, det hænger stadig i HGJ’s klubhus, vi var noget yngre, en del mere uerfarne og ikke ret mange den gang.

 

Året efter var vi allerede en del flere, og der var ikke nogen instruktører med til rystesammenaftenen. Vi besluttede at grydelapperne ikke skulle være en hadegave, men for fremtiden skulle gives til et Team Tøs medlem, som havde gjort sig specielt bemærket. Senere er vi gået over til at uddele dem til Præmieskydningen, men uanset om de blever uddelt til Rystesammenaftenen eller Præmieskydningen er det en ære at få dem, og de er blevet givet med mange forskellige begrundelser som f.eks stort mod fra en helt ny jagttegnsløser, som turde komme og skyde præmieskydning, stort arbejde i Team Tøs regi, flotte resultater på skydebanerne og her i 2016 blev de givet til Bornholmertøserne, som for 11 gang tog hele vejen til Sjælland for at være med til Præmieskydningen.

 

Modtagere:

2000 Lene Skovgaard vinder dem som sidegevinst, mens Niels vinder en bukkejagt på Astrup Gods

2001 Niels Reutzer

2002 Kirsten Andersen

2003 Birgit Poulsen

2004 Lene Skovgaard

2005 Rese, Ann-Therese Møller

2006 Janne Boldt

2007 Mitte, Inger-Mitte Svendsen

2008 Rese, Ann-Therese Møller

2009 Jette Jacobsen

2010 Søs, Vibeke Granzow

2011 Yvonne Lundgreen

2012 Elisabeth

2013 Pia Olsen

2014 Laila Mortensen

2015  Lone Uldahl

2016 Bornholmertøserne

2017 Jyde-pigerne

2018 Helle Høst-Madsen

2019 Marinne Granzow

bottom of page