Team Tøs - Et netværk for kvindelige jægere
Nyhedsbrev nr 12
Se opslaget om fødselsdagsskydningen for 2019
HUSK !!
Vildtindberetning
For at beholde dit jagttegn skal du inden udgangen af marts indberette vildtudbytte - uanset om du har skudt noget eller ej.
Der er link på forsiden eller du kan blot trykke på knappen.
En kold og blæsende decemberdag i Rold skov.
Mødetid var kl 9. Men vækkeuret ringede lidt over 4….
Turen skulle gå fra Roskilde til Skørpinge – alene…. Så godt med kaffe i termokoppen og lidt højere musik end normalt og så bare afsted ud på motorvejen.
Koppen var hurtigt tom – så heldigvis åbner restepladsen ved Lillebælt kl 6.
Fremme lidt i 9 stod værten klar med kaffe og rundstykker og langsomt kom resten af selskabet af jægere. Jeg ene kvinde.. .
På parolen blev meldt 5 såter – 3 før frokost og 2 efter.
Jeg havde ikke hund med, så jeg skulle stå for. Vi blev delt op i hundefolk og skytter og gik hver sin vej om såten – da alle mand og kvinde var stillet op lød jagthornet. Skøn musik i den store skov!
Der gik lidt inden jeg kunne høre hundefolket var på vej mod mig, men bag mig pudslede det… Jeg vende mig langsomt men kunne ikke se noget. Efter lidt pudslede det igen men stadig intet at se. Jeg tænkte det måske var en af hundene… Men kort efter lød et knæk af en gren i skovbunden. Og frem kom en lille rå bag en grangren. Hun kunne ikke se mig pga. grenen, men jeg kunne se hende – kun 5-6 meter bag mig. Jeg kunne ikke komme på skudhold pga. grenen, men pyt, det er dejligt at se skovens dyr helt tæt på. Hun vimsede afsted igen uden nogen form for panik. Og lidt efter kom en af drivernes hunde, som straks fik fært af hende men hun var for længst væk.
Efter såten, var der samling. Der skulle berettes antal skud og antal nedlagt vildt. Jeg måtte melde 0 skud – 0 antal vildt – men havde dog set den lille rå. I såten blev der skudt 3 råer, en sneppe og 1 and! De nordjyske garvede jæger stod alle forundret over hvad en and lavede langt inde i Rold skov. Men en fin gråand lå på paraden.
Dagen gik med endnu en såt med meget råvildt – desværre endnu en gang kunne jeg ikke komme på skudhold af dem – denne gang en gaffelbuk – så den er der måske til næste gang og måske som 6-ender, hvem ved.
Meteorologerne havde lovet godt med regn den dag – men det regn vi fik, var heldigvis mens vi spiste frokost. Hvor heldig har man lov at være.
De sidste 2 såter var fuld af gode oplevelser. Jeg havde en hare helt inde på 2 meter og da den først fik fært af mig sprang den afsted op ad skovvejen, lige op til en garvede jæger! Men han opdagede den for sent, så den fik en chance til.
Dagen sluttede med en flot parade af 6 rådyr, heraf en buk, en hare, 2 ræve, en sneppe og en and.
Efter at have nydt en sodavand eller en øl, brød selskabet op.
Jeg var inviteret af min morbror som heldigvis kun bor få kilometer derfra. Så jeg kunne nyde aftenen og dagen efter sammen med min nordjyske familie.
Knæk og bræk fra Christina