Team Tøs - Et netværk for kvindelige jægere
Helstegt rådyrkølle i Webergrill
(både vinter og sommer)
Ingredienser:
1 udbenet rådyrkølle med underløbet på
2-3 fed hvidløg
1 stort bundt persille
3 dl vindruekerne olie
1 spsk østerssauce
1 tsk quatre epices (four spices)
Købes i specialforretning eller blandes af:
60g hvid peber, 5g nelliker, 15g ingefær, 20g revet muskatnød
eller krydderurter som f.eks rosmarin, timian, oreganon
salt og peber
Tilberedning:
Fyld køllen med salt, peber, hvidløg og persille og sy den sammen eller brug kødnåle.
Bland olie, østerssauce, krydderier og/eller krydderurter, salt og peber til en marinade og læg køllen heri mindst 6 timer, gerne til næste dag.
Vend den ind imellem.
Fyld en Weber grillstarter med briketter og tænd. Når kullene er glødende, hældes de i Webergrillen på begge sider af en drypbakke.
Køllen placeres med sammensyningen opad på risten over drypbakken, låget lægges på og der grilles ½ time. Pensel hvert kvarter med marinaden.
Køllen vendes, pensles og der grilles med låget på i endnu ½-1 time alt efter størrelsen. Køllen skal mærkes let fast, når man trykker på den.
Lad køllen hvile indpakket i ca 20 minutter, inden den skæres i skiver.
Tilbehør til sommerbukken:
F.eks friske grønne asparges, nye kartofler
Sauce beurre blanc (piskes sammen af nedkogt aspargesvand, lys vildtfond, hvidvin, piskefløde og koldt usaltet smør i små klumper)
Tilbehør efterår og vinter:
F.eks kartoffel rösti, bønner og rødvinssauce
Indsendt af: Lene Skovgaard